Verdens største pingvinkoloni skrumpet med 90 procent

Verdens største koloni af kongepingviner på Île aux Cochons i det sydlige indiske ocean er skrumpet voldsomt – næsten 90 procent på blot et par årtier. Det viser satellitbilleder af øen taget over en årrække, men forskerne kender endnu ikke årsagen til den drastiske udvikling.
Klima eller sygdom?

Île aux Cochons ligger så langt fra alting, at den sjældent besøges af mennesker. Da et hold forskere senest besøgte øen i 1982 opgjorde de kolonien til over 2 millioner kongepingviner – heraf 500,000 ynglepar.
For at studere koloniens udvikling siden da har det franske forskningsinstitut CNRS nu undersøgt satellitbilleder fra 1960’erne og frem – nærmere bestemt målt på udbredelsen af det område, hvor forsamlingen af de mange pingviner slider jorden bar.
Satellitbillederne viser, at koloniens omfang fra slutningen af 1990’erne gradvist er skrumpet. Starten på nedgangen falder ifølge forskerne bag den nye undersøgelse samme med, at en El Niño påvirkede klimaet i Det Sydlige Ishav. Man ved at denne begivenhed fik en mindre koloni omkring 100 km fra Île aux Cochons til at svinde ind på grund af mindre fødeudbud.
Det er muligt at det ligeledes er fødemangel på grund en ændring i klimaet, som har sat en ond spiral i gang for den tidligere så store koloni på Île aux Cochons. Forskerne overvejer desuden om kongepingvinerne er blevet ofre for sygdom. Mange havfugle i det indiske ocean er således døde af fuglekolera de senere år, blandt andet albatrosser på Île Amsterdam og pingviner på Marion Island.
Planlægger feltstudier
Billeder taget ved en overflyning af øen i forbindelse med en stor forskningsekspedition, Antarctic Circumpolar Expedition, for et par år siden bekræfter, at pingvinkolonien er drastisk formindsket. Men forskerne fra CNRS planlægger alligevel at aflægge den afsidesliggende vulkanø et besøg inden for den nærmeste fremtid for at blive klogere på, hvorfor verdens hidtil største koloni af kongepingviner er svundet så meget ind.