Nyt fra videnskabens verden

SpaceX vil sende en million mennesker til Mars

SpaceX vil sende en million mennesker til Mars

Det private rumfirma SpaceX er godt i gang med at revolutionere rumfarten med billige raketter. Firmaets langsigtede mål er at sende en million mennesker til Mars.

Et spørgsmål om overlevelse

Astroide
Før eller siden vil livet på Jorden rammes af en ny katastrofal begivenhed. Kilde: Don Davis.

Hvorfor ønsker SpaceX at kolonisere Mars? Ligesom den berømte engelske fysiker Stephen Hawking mener manden bag SpaceX, Elon Musk, at menneskeheden bliver nødt til at forlade Jorden og kolonisere rummet for at sikre sin egen overlevelse.

I de ca. 3,5 milliarder der har været liv på Jorden, har der været mindst fem masseuddøender, hvor store dele af dyre- og plantelivet er gået til. Ved den seneste masseuddøen for 66 millioner år siden forsvandt således omkring 75 procent af alle plante- og dyrearterne – herunder dinosaurerne.

Den menneskelige race bør ikke have alle sine æg i én kurv, eller på én planet. Lad os håbe, at vi kan undgå at tabe kurven, indtil vi har spredt belastningen.Stephen Hawking

Skal vi undgå at lide samme skæbne som dinosaurerne, er vi ifølge Hawking og Musk nødt til at sprede os ud i rummet.

En million mennesker til Mars

Elon Musk anser Mars for at være den mest oplagte kandidat for kolonisering i Solsystemet. Men hvor NASA’s erklærede mål er at sende et menneske til Mars engang i løbet af 2030’erne, er Elon Musk ikke bange for at sætte mere ambitiøse mål.

SpaceX er således etableret for at gøre rumrejser billige nok til, at det ikke blot vil være nogle få astronauter, som får mulighed for at sætte deres fod på Mars. Derimod er målet, at der inden for en overskuelig fremtid skal bygges en hel koloni på Mars, som på sigt klarer sig uden forsyninger fra Jorden.

Hvis kolonien på Mars skal være helt uafhængig af Jorden og klare sig selv i tusinder af år ud i fremtiden, vurderer Elon Musk, at det er nødvendigt med én million beboere.

Det vil tage årtier at opbygge en så stor koloni og projektet vil derfor kræve en langvarig indsats. Det kræver dog også, at prisen for at rejse i rummet falder drastisk de kommende år.

Dragon
Dragon-modulet som i fremtiden skal fragte astronauter til ISS. Foto: SpaceX.

500.000 dollar for en billet

I 2004 estimerede NASA, at det vil koste 50 milliarder dollar at sende en gruppe på 4-6 astronauter til Mars, altså ca. 10 milliarder dollar per person. Elon Musk har sat som mål for SpaceX, at prisen for en rejse til Mars skal presses ned til “kun” 500.000 dollar. Det er den pris, som Musk vurderer nok personer selv kan og vil betale for en billet til Mars.

En så drastisk prisreduktion kan umiddelbart virke som et urealistisk mål, men SpaceX har allerede vist, at de er i stand til at rykke grænserne for, hvad det koster at drive rumfart.

Den nye frække dreng i klassen

SpaceX med Elon Musk i spidsen har allerede krydset flere vigtige milepæle i deres bestræbelser på at kunne sende mennesker ud i rummet.

I 2012 sendte SpaceX som det første private firma nogensinde et forsyningsfartøj op til Den Internationale Rumstation (ISS). Nu er firmaet så ved at udvikle et modul, Dragon, til deres rakatter, så de i fremtiden også kan fragte astronauter til og fra ISS.

SpaceX har desuden vist, at de er i stand til at sende satellitter i kredsløb om Jorden til en markant lavere pris end deres konkurrenter. Ifølge Elon Musk kan SpaceX således sende en satellit i kredsløb for 60 millioner dollar. Vælger man i stedet at benytte firmaets største konkurrent, United Launch Alliance, som er et samarbejde mellem Lockheed Martin og Boing, koster det 225 millioner dollar.

I bestræbelserne på at bringe omkostningerne endnu længere ned udvikler det ambitiøse rumfirma i øjeblikket deres hidtil største raket, Falcon Heavy, som efter planen skal lette for første gang næste år. Raketten vil kunne medbring dobbelt så meget last som sin nærmeste konkurrent, Delta IV Heavy fra United Launch Alliance, og det til blot en tredjedel af prisen.

Falcon 9
Falcon 9 opsendelse. Foto: SpaceX

Genbrug vil være en revolution

Det der dog for alvor skal bringe omkostningerne ned i rumfarten, er genbrug af raketterne. SpaceX forsøger derfor at udvikle en teknik, der gør muligt at bringe størstedelen af raketterne uskadt ned på Jorden igen efter deres last er bragt ud i rummet. Lykkes det, kan det ifølge SpaceX reducere omkostningerne med mindst en faktor 100. Det vil være et stort skridt fremad i forhold til at kolonisere Mars.

SpaceX planlægger at sende deres første bemandede mission til den røde planet om 15 år.

 

Elon Musk
Elon Musk 2015
Elon Musk. Foto: Steve Jurvetson, Creative Commns.

Før den sydafrikansk-fødte Elon Musk startede SpaceX, var han med til at stifte Paypal – et betalingssystem til e-handel. Det var penge fra salget af Paypal til eBay, Elon Musk brugte til at starte SpaceX med.

Elon Musk står også bag elbils-firmaet Tesla Motors og er medejer af SolarCity, som laver solpaneler. Ifølge det amerikansk erhvervsmagasin Forbes har Elon Musk i dag en personlig formue på 13,3 milliarder dollar.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *