Nyt fra videnskabens verden

Søvn gør det nemmere at huske ting du havde glemt

Søvn gør det nemmere at huske ting du havde glemt

Et nyt forsøg viser, at en god nats søvn ikke blot styrker din hukommelse, men også næsten fordobler chancen for at komme i tanke om ting, du ellers havde glemt.

Søvnen genskaber minder

For at teste søvnens indflydelse på hukommelsen bad forskerne forsøgspersoner huske en række ny-opfundne ord. Umiddelbart efter at have fået dem oplyst, blev deltagerne bedt om at gentage flest mulige af ordene. Dernæst gik der en 12 timers periode, hvor deltagerne i mellemtiden enten fik en nats søvn, eller var vågne. Herefter blev de igen bedt om at genkalde sig flest mulig af de ord, de oprindeligt var blevet bedt om at huske.

Forskerne var interesseret i at se på forskellen mellem det de to grupper af forsøgpersoner kunne huske både umiddelbart og efter 12 timer, og de ord som var glemt ved den første test, men blev husket igen efter en 12 timers periode.

Undersøgelsen viste, at deltagerne som havde fået en nats søvn, var bedst til at huske ord, som de havde glemt ved den første test. Søvnen gjorde dem altså tilsyneladende bedre i stand til at genskabe tabte minder.

Giver hukommelsen et boost

Nicolas Dumay fra University of Exeter, en af forskerne bag undersøgelsen, forklarer om resultatet:

“Søvn fordobler næsten vores chance for at huske tidligere glemte ting. Dette boost i hukommelse efter søvn tyder på, at nogle minder skærpes i løbet af natten. Dette understøtter formodningen om, at vi aktivt øver vigtig information, mens vi sover.”

Det er fra tidligere undersøgelser velkendt, at søvn hjælper os med at huske de ting vi har set, gjort eller hørt i løbet af dagen. Men ideen om at søvnen samtidig gør minderne mere tydelige og tilgængelige, er endnu ikke fuldt undersøgt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *