Nyt fra videnskabens verden

Plankton danner skyer over havet

Plankton danner skyer over havet

Små marine organismer som plankton er ansvarlige for over halvdelen af de skyer, der om sommeren dannes over havet omkring Antarktisk. Dermed har de stor betydning for, hvor meget af solens lys, der reflekteres tilbage til verdensrummet.

Skyer vigtige for klimaet

Skyer og deres betydning for Jordens temperatur er et emne, som optager klimaforskerne meget. Skyer kan både have en opvarmende og afkølende effekt, i det de som en dyne holder på Jordens varme, men samtidig bortreflekterer Solens stråler. Samlet set vurderes det dog, at skyernes afkøling på grund af reflektionen har størst virkning.

En betingelse for skydannelse er såkaldte aerosoler – de små partikler mindre end en mikrometer, der svæver i atmosfæren og gør det lettere for vanddamp at fortættes som dråber, der så samles i skyer.

Udover partikler i for eksempel sod eller støv, danner levende organismer også aerosoler. En del af de organiske partikler og gasser, som marine organismer udskiller, fungerer som aerosoler. Partiklerne tilføres atmosfæren i forbindelse med skumsprøjt.

Skyer over det sydlige hav.
Skyer over det sydlige hav. Foto: NASA

Marine organismer stor betydning for skydannelse omkring Antarktisk

Da indflydelsen fra aerosoler fra kontinenterne er begrænset i havområdet omkring Antarktisk, giver det forskerne gode muligheder for at studere de marine organismers aerosoler og deres effekt på skydannelsen. Samtidig kan det vurderes, hvor stor effekt disse aerosoler har på reflektionen af solens indstråling.

Ved hjælp af satellitdata for området var forskerne i stand til at påvise, at partikler afgivet af marine organismer, særligt planteplankton, er af stor betydning for skydannelsen.

“Det er en stærk effekt,” siger klimaforsker Susannah Burrows fra Department of Energy’s Pacific Northwest National Laboratory. “Men det giver god mening, da det meste af området dernede er hav med kraftige vinde, der giver en masse skumsprøjt, og masser af marine mikroorganismer der producerer disse partikler.”

Undersøgelsen viser, at selvom havsalt året rundt udgør den vigtigste aerosol, fordobler aerosoler fra særligt planteplankton i sommermånederne næsten antallet af dråbeformationer i skyerne.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *