Nyt fra videnskabens verden

Ny dinosaurus med vinger og fjerdragt fundet

Ny dinosaurus med vinger og fjerdragt fundet

Palæontologer har fundet den hidtil største dinosaurus med vinger og fjer. Den fuglelignende dinosaurus er tæt beslægtet med de fra filmen Jurassic Park så berømte Velociraptor, der – sandsynligvis fejlagtigt – blev skildret helt uden fjer.

Største dinosaurus med fuglevinger

Det nyopdagede fossil er usædvanligt velbevaret, hvilket har gjort det muligt for forskerne at studere detaljerne i fjerdragten lige småfjerene på hovedet til de store fjer på halen og vingerne.

“Denne nye dinosaurus er en af de nærmeste fætre til Velociraptor, men den ligner fuldstændigt en fugl”, siger Steve Brusatte, palæontolog ved Edinburgh University.

Selvom der før er fundet fossiler af større dinosaurusser med fjerlignende strukturer, er den nye art, Zhenyuanlong suni, ifølge forskerne enestående på grund af fjerdragtens kompleksitet. Dertil kommer, at størrelsesforholdet mellem vinger og krop afviger fra det, man normalt ser hos de andre arter i samme familie af fuglelignende, kødædende dinosaurer.

Zhenyuanlong suni
Zhenyuanlong suni. Foto: Junchang Lü, University of Edinburgh.

Et tegn på større diversitet?

Fossilet blev fundet i Liaoning-provinsen i det nordøstlige Kina, der er kendt som et godt sted at finde dinosaur-fossiler. Det var også her man første gang fandt dinosaurusser med fjer. På de fleste af de tidligere fund er fjerene dog af en mere primitiv type, der ofte mere minder om hår end egentlige fuglefjer.

Fundet af den nye art viser ifølge forskerholdet derfor, at variationen og antallet af fjerklædte dinosaurus-arter kan være større end man hidtil har troet.

Vingerne er et mysterium

Den nyopdagede dinosaurus-art, som levede i Kridttiden for omkring 125 millioner år siden, blev over 1½ meter i længden, men kunne til trods for sin fjerdragt næppe flyve.

“Den er generelt meget fuglelignende, men den er stor, og havde disse meget korte arme med ægte vinger,” siger Steve Brusatte.

Det er derfor indtil videre uvist, hvilket formål de korte vinger tjente på Zhenyuanlong suni. Ifølge forskerne kan det tænkes, at denne art havde forfædre som kunne flyve, men selv kun brugte vingerne til signalering, som for eksempel påfuglene bruger deres haler.

Topfoto: Kunstners bud på en Zhenyuanlong suni i levende live. Chuang Zhao.

Kilde: Scientific Reports



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *