Musvitter og blåmejser kæmper om reder

To af Danmarks mest almindelige fugle, musvitten og blåmejsen, bekriger hinanden med både list og magt i kampen om redepladser.
Hulrugere i kamp om reder
Der kan være hård konkurrence om redehuller blandt de hulrugende fugle. Men en ny undersøgelse afslører, at selvom musvitten er større og stærkere, har blåmejsen et modtræk i kampen om reden.

Musvitter stjæler blåmejsernes reder med magt, men blåmejser sniger til gengæld æg ned i musvitternes rede og lader dem klare udrugningen og den efterfølgende opfostringen af ungerne.
Redeparasitisme
Når en fugleart udnytter en anden arts yngelpleje til opfostring af sine unger, kaldes det for redeparasitisme. Et af de mest kendte eksempler på dette er gøgen, som har specialiseret sig i denne adfærd, men også en række andre fuglearter lægger lejlighedsvis deres æg i fremmede arters reder.
Et spansk forskerhold ønskede at undersøge forekomsten af redeparasitisme mellem blåmejser (Cyanistes caeruleus) og musvitter (Parus major). Derfor observerede forskerne 3.000 redekasser i en periode på 3 år. Undersøgelsen viste, at desto færre ledige redekasser, der var, desto flere af rederne (op til 7,2 %) indeholdte fremmede æg.
Ifølge forskerne benytter de to mejsearter meget forskellige strategier, når der er knaphed på egnede redehuller. I halvdelen af de blandede reder havde en blåmejse således sneget et eller to af sine æg ned i en musvitrede. I resten af rederne var æggene blandede, fordi en musvit på et tidspunkt havde fortrængt en blåmejse fra dens rede og udover sine egne æg også udrugede de æg, som allerede var i reden. Blåmejsen kan ikke stille meget op imod den større musvit og forlader som regel reden, hvis det lykkes en musvit at trænge ind.

Det er ifølge forskerholdet første gang, at man detaljeret har dokumenteret blåmejsens parasitisme af musvitters reder. Ligeledes har man heller ikke tidligere dokumenteret, at musvitter stjæler reder.
Forvirrede fugleunger
Man ved fra kontrollerede ombytninger af æg, at blåmejse-unger som er vokset op i en musvit-rede tror, at de selv er musvitter. Forvirringen varer dog kun indtil de forlader reden, hvorefter de begynder at genkende deres artsfællers sang.
Musvitter som er blevet opfostret af en blåmejse, bliver derimod resten af deres liv ved med at tro, at de selv er blåmejser. De synger som blåmejser og forsøger sågar at parre sig med blåmejser.
Man ved endnu ikke, hvorfor musvitterne ikke på samme måde kan genkende deres egen art.
Vi har en redekasse med kamara og en musvit der ser ud til at ruge, men der er ingen æg at se. Ved an om de kan være under dunene i reden, eller kan den ligge på en “tom” rede
Kig på ‘farfars fugle direkte’ (google)
Hej Henning.
Du er måske stødt på et fænomen med rugning på tom rede, som ifølge nedenstående artikel er forholdsvis almindeligt blandt musvitter (ca. 3%). I artiklen næves en mulig sammenhæng mellem forurening og fuglenes manglende evne til at lægge æg, men forskerne kan ikke bevise det endegyldigt.
http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0269749199002560
Hej
Jeg besvarer her, for jeg ved ikke, hvor man skriver et nyt spørgsmål! Sorry!
Jeg har en fuglekasse med kamera og de sidste 4-5 år har et musvit-par lagt æg, ruget dem ud og hunnen (?) kommer tilbage hvert efterår og overvintrer i kassen. Hyggeligt!
I år har det imidlertid været meget meget mærkeligt. Hunnen kom som vanligt og lagde sine æg, 7 stk, men der kom ingen unger. Jeg tog et æg op, og det var råddent. Jeg var meget i vildrede, om jeg skulle tage alle æggene, men inden jeg fik det gjort, kom hun med en ny portion og pludselig var der 11 æg og meget lidt plads. Nu er der udklækket x antal æg, og jeg kan kun se tre levende unger. Skal jeg fjerne de golde æg, eller skal jeg lade hende ruge på dem, selvom de sikkert er golde? Der har heller ikke været den stabilitet som i de andre år, hvor de voksne skiftedes til at fodre unger og hinanden hele dagen. I år har æg og nu unger ligget alene i lang tid ad gangen – synes jeg!
Håber du kan gøre mig lidt klogere på musvitreder og fortælle mig, hvor jeg skal stille mit spørgsmål.
Venlig hilsen
Elsebeth
Hej Elsebeth
Undskyld det sene svar, du har måske allerede fundet svar et andet sted. Hvis ikke, kunne et bud være at skrive til DOF med dit spørgsmål. Umiddelbart vil mit eget svar være, at lade naturen gå sin gang. I år har jo været et meget usædvanligt år på grund af tørken, som også rammer småfuglene. De har haft svært ved at finde nok vand og føde (insektlarver) til sig selv og deres unger, så det er ikke kun i din fuglekasse, at der har været længere mellem fodringerne og derfor højere dødelighed end normalt.