Nyt fra videnskabens verden

Kvælerslangen kvæler ikke sit bytte

Kvælerslangen kvæler ikke sit bytte

Kvælerslangen er kendt for at rulle sig så stramt rundt om dens bytte, at det ikke kan trække vejret og kvæles. Men ifølge en ny undersøgelse, er det ikke mangel på luft, som dræber byttedyret.

Kvælning tager for lang tid

Forskere har i lang tid haft mistanke om, at kvælerslanger ikke altid dræber ved kvælning, da byttedyrene dør for hurtigt til at kvælning kan være årsagen.

Forskerne har derfor overvejet om kvælerslangerne i stedet dræber ved at stoppe byttets blodomløb. I modsætning til kvælning, som kan tage flere minutter, vil en blokering af blodkredsløbet tage livet af byttet inden for få sekunder.

Kongeboa
Kongeboa spiser rotte. Foto: Karsten Paulick, Public Domain.

Blodomløb blokeres af pres

I den nye undersøgelse dokumenterede forskerne for første gang byttetdyrets fysiologisk reaktion og bekræftede derved hypotesen om, at det ikke er mangel på luft, men hjertestop forårsaget af et blokeret blodomløb, der tager livet af kvælerslangens bytte.

Forskerne fodrede kongeboaer, boa constrictor, med bedøvede rotter, som de havde udstyret med måleudstyr til at indsamle date om deres blodkredsløb. Blot seks sekunder efter slangen havde slynget sig om rotten, viste målingerne, at blodtrykket i arterien i bagbenet var halveret. Det viser ifølge forskerne, at rottehjertet havde svært ved at pumpe iltet blod ud i kroppen. Samtidig steg trykket i venerne, et tegn på at trykket fra slangen gjorde det svært for rottens blod at returnere til hjertet.

Kongeboaerne løsnede i gennemsnit deres greb efter seks minutter, hvorefter forskerne fjernede de døde rotter, før de blev slugt. Blodprøver fra de døde rotter viste tårnhøje niveauer af kalium, et tegn på hjertestop.

“Blodet flyder ikke, og derfor dør cellerne i kroppen på grund af den manglende mulighed for at få [iltet] blod”, siger Scott Boback, biologiprofessor ved Dickinson College.

Se forskerne fortælle om deres undersøgelse i videoen herunder.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *