Nyt fra videnskabens verden

Kulde og mørke tog livet af dinosaurerne

Kulde og mørke tog livet af dinosaurerne

Dinosaurernes tidsalder sluttede brat for 66 millioner år siden, da en stor meteorit ramte Jorden. Klimaforskere har nu vist, hvordan nedslaget de efterfølgende årtier fik temperaturen til at falde drastisk på hele kloden.

Skyggede for solen i årtier

Ved hjælp af en ny computersimulering har klimaforskerne vist, at der efter nedslaget blev dannet såkaldte sulfat-aerosoler højt oppe i atmosfæren, og at disse aerosoler blokerede for solens lys i adskillige år. Det gik hårdt ud over plantelivet og dermed grundlaget for hele fødekæden.

Sulfat-aerosoler som også nu-tid-dags tilføjes atmosfæren ved blandt andet vulkanudbrud og gennem menneskelige aktiviteter, består af flydende dråber af svovlsyrer.

Ifølge forskerne bag den nye undersøgelse har man tidligere mest fokuseret på at klarlægge de kortsigtede effekter af det støv, som meteornedslaget sendte op i atmosfæren. Den langvarige nedkøling af klimaet, som den nye computersimulering viser, var sandsynligvis stærkt medvirkende til, at de landlevende dinosaurere uddøde.

Den gennemsnitlige globale temperatur faldt ifølge den nye klimamodel med mindst 26°C. Det betød, at den årlige gennemsnitstemperatur i 3 år var under frysepunktet. Selv i troperne faldt temperaturen fra gennemsnitlige 27°C til blot 5°C,  hvilket var en uoverkommelig omvæltning for dinosaurerne, der var vant til et lunt klima.

 

“Den langsigtede afkøling forårsaget af sulfat-aerosoler var meget mere vigtig for masseudryddelsen end støvet, som kun forbliver i atmosfæren i relativ kort tid. Den var også mere vigtig end lokale begivenheder som den ekstreme varme tæt på nedslagsstedet, skovbrande eller tsunamier, ” siger Georg Feulner medforfatter på artiklen om undersøgelsen i Geophysical Research Letters.

Ifølge forskerne tog det omkring 30 år før klimaet var genoprettet. Da var dinosaurernes lange herredømme på Jorden ovre og scenen sat til, at pattedyr og i sidste ende mennesket kunne tage over.

Vidste du også at
  • Meteoren, som ramte Jorden for 66 millioner år siden, var omkring 10 km i diameter. Nedslaget udløste ca. en milliard gange så meget energi som atombomben, der blev kastet over Hiroshima.
  • Det var ikke kun dinosaurerne, som uddøde. Det anslås, at mindst 50 procent af alle datidens arter forsvandt.
  • Den store masseuddøen markerer grænsen mellem de geologiske perioder Kridt og Tertiær (K/T-grænsen). I dag er Stevn Klint et af de få steder i verden, hvor man kan se K/T-grænsen markeret tydeligt af et mørkt lag på nogle få cm tykkelse, det såkaldte fiskeler.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *