Nyt fra videnskabens verden

Grønlandshvaler kan blive over 200 år

Grønlandshvaler kan blive over 200 år

Vidste du at man har fundet grønlandshvaler, som blev over 200 år gamle? Det gør hvalen til et af de længstlevende dyr, man kender til.

Større dyr lever længere

Det er ofte svært at afgøre præcis, hvor gamle dyr i naturen bliver. Men generelt gælder det, at desto større et dyr er, des længere vil det leve. Hvaler er da også de længstlevende dyr, man kender til.

Grønlandshval
Grønlandshval. Kilde: Bering Land Bridge National Preserve, Creative Commons.
At det kan være svært umiddelbart at aldersbestemme et dyr, har der været mange eksempler på.

Da en finhval for få år siden strandede i Vejle Fjord, overraskede det for eksempel mange, da efterfølgende analyser viste, at det ikke som først antaget drejede sig om et ungt individ, men en hval på omkring 140 år.

Ældre end Moby Dick

Finhvalen fra Vejle fjord er dog langt fra den ældste hval, man kender til. I 2007 blev en grønlandshval fanget ud for Alaskas kyst, som i sit spæklag havde en gammel type harpunspids, der sidst blev brugt i 1800-tallet. Dette og lignende fund af gamle harpunspidser understøtter de forskere, som allerede i 1999 ved en analyse af aminosyrer i øjets glaslegeme havde aldersbestemt en grønlandshval til 211 år.

At grønlandshvaler sandsynligvis kan blive over 200 år gamle betyder, at der i dag kan svømme grønlandshvaler rundt i de arktiske farvande, som allerede var fuldvoksne da Herman Melville udgav Moby Dick i 1851. Det gør grønlandshvalen til det længstlevende pattedyr.

Nøglen til et længere liv?

Tidligere i år kortlagde et hold forskere fra University of Liverpool grønlandhvalens arvemasse i jagten på gener med betydning for lang levetid.

Forskerne tror blandt andet, at de store hvaler har udviklet særlige mekanismer til at forhindre kræft, da de med 1000 gange flere celler i kroppen end mennesker burde være mere sårbare, men tilsyneladende ikke er.

Ved at analysere forskelle imellem arvemassen hos grønlandshvalen og andre mere kortlivet pattedyr, fandt forskerne da også ændringer i gener for blandt andet celledeling og DNA reparation.

Kilde: Canadian Journal of Zoology 1999, 77(4): 571-580, 10.1139/z99-015 og Bowhead Whale Genome Resource


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *