Nyt fra videnskabens verden

Et glas rødvin er måske ikke godt for hjertet

Et glas rødvin er måske ikke godt for hjertet

Nyder du et glas vin til maden i sikker overbevisning om, at et moderat indtag af alkohol har gavnlig effekt på hjertet? Så er der dårligt nyt.

Sammenhæng ikke lig med årsag

Adskillige undersøgelser har igennem årene rapporteret, at voksne med et moderat alkoholindtag havde færre hjerteproblemer end afholdsfolk. Det er derfor ikke underligt, at det har ledt til en udbredt opfattelse af, at det gør godt med et glas vin eller to til maden.

En ny stor undersøgelse som har nærstuderet 45 af disse tidligere undersøgelser, finder desværre, at der er grund til at stille tvivl ved denne positive årsagssammenhæng.

Sagen kan i virkeligheden være, at de personer i undersøgelserne som ikke drikker, er personer, som tidligere har drukket alkohol, men er stoppet på grund af helbredsproblemer. Man ved således at de ældre, som er sunde og raske, i højere grad fortsætter med at få sig et glas vin til maden. De skal blandt andet ikke tage hensyn til medicin, der ikke må blandes med alkohol.

Ingen gavnlig effekt

Man kunne i den nye undersøgelse ganske vist bekræfte resultaterne, som viser at folk med et aktuelt moderat alkoholforbrug (op til to genstand om dagen) har en lavere forekomst af hjerte-karsygdomme end ikke-drikkere.

Men til gengæld viste det sig, at de undersøgelser som kun kiggede på folks drikkevaner som unge (yngre end 55) og deres forekomst af hjerte-karsygdomme senere i livet (hvor hjerte-karsygdomme som regel først dukker op), ingen sammenhæng kunne påvise.

Ifølge den canadiske forsker bag gennemgangen af undersøgelserne, Tim Stockwell, tyder det samlet set på, at “afholdsfolk” generelt er mindre raske end folk med et moderat forbrug. Man kan dog ikke sige, at denne forskel skyldes alkoholforbruget. Måske har ikke-drikkernes helbred påvirket deres mulighed eller lyst til at drikke. Et britisk forskningsprojekt som inkluderede 9.100 personer i alderen fra 23 til 55, påviste netop at folks drikkevaner ændrer sig gennem livet. Næsten alle 55 årige ikke-drikkere, havde således tidligere drukket.

“Vi kan ikke bevise det – den ene vej eller den anden,” forklarer Tim Stockwell og fortsætter, “men vi kan sige er der er grundlag for en sund skepsis omkring ideen med at et moderat alkoholforbrug er godt for en.”



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *