Nyt fra videnskabens verden

Derfor har vi så lidt neandertal-DNA

Derfor har vi så lidt neandertal-DNA

Neandertalerne forsvandt omkring 30.000 år siden, men en lille del af deres DNA lever videre i det moderne menneskes arvemasse. Neandertal-DNA’et findes dog nu-til-dags kun i små mængder i vores arvemasse, hvilket ifølge en ny undersøgelse skyldes, at et stort antal svagt skadelige neanderthal-gener er blevet fjernet ved naturlig selektion.

Neandertaler i os alle

Det moderne menneskes (Homo sapiens) og neandertalernes (Homo sapiens neanderthalensis) sidste fælles forfader levede for over ½ million år siden i Afrika. Men de to grene på menneskets udviklingstræ mødtes igen i Europa og Centralasien for cirka 50.000 år siden. Det ved man, fordi en kortlægning af neandertalgenomet i 2010 og 2014 gjorde det muligt at finde spor af neandertal-DNA i nulevende menneskers arvemasse. Disse undersøgelser har vist, at de to menneskearter fik børn sammen ved mødet for 50.000 år siden. I dag udgør neandertaler-DNA dog kun 1-4 procent af menneskets arvemasse.

kranier
Sammenligning af kranier fra det moderne menneske og neandertaler (til højre). Foto: Matt Celeskey, Creative Commons.

Den første generation af hybridafkom for 50.000 år siden må have haft en 50-50 procents fordeling af henholdvis neandertal- og Homo sapiens-DNA. Hvorfor er andelen af neandertaler-DNA så siden svundet ind til nogle få procent af vores arvemasse?

Det var det spørgsmål en gruppe genetikere ved University of California satte sig for at undersøge ved hjælp af en computermodel, som simulerede den naturlige selektion på neandertal-DNA’et i vores arvemasse.

Neandertalere i undertal

En forklaring man har overvejet er, at afkommet fra neandertalere og moderne mennesker havde så dårlig “fitness” evolutionært set eller lav fertilitet, at de hurtigt er blevet frasorteret ved naturlige selektion.

Det var dog ikke det forskerne nåede frem til. I stedet for en stærk naturlig selektion mod skadelige neandertal-gener i hybridafkommet, viste deres computersimulering, at der i stedet har været en svag, men bred selektion mod neandertal-generne i vores arvemasse, som derved efterhånden er blevet frasorteret.

Computersimuleringen viser ifølge forskerne fra University of California, at neandertal-gener, som ikke var skadelige nok til at blive fjernet af naturlig selektion blandt neandertalerne selv, blev frasorteret efter mødet med det moderne menneskes arvemasse. Den primære årsag er ifølge forskerne, at neandertalerne var i undertal i forhold til Homo sapiens. Derfor blev selv svagt underlegne neandertaler-generne i hybriderne i de efterfølgende generationer effektivt fravalgt ved naturlig selektion.

Vidste du også at
  • Moderne europæere og asiater er i tættere familie med neandertalerne, end afrikanere er. Neandertalerne levede ikke i Afrika, og derfor fik de moderne afrikanere ikke blandet neandertal-DNA ind i deres arvemasse.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *