Nyt fra videnskabens verden

Derfor er Pluto ikke en planet

Derfor er Pluto ikke en planet

Om få dage får vi for første gang nærbilleder af Pluto’s overflade, når NASA’s New Horizons-sonde efter en rejse på ni år og flere milliarder kilometer flyver tæt forbi dværgplanetens overflade.

Guden for underverdenen

Det var astronomen Clyde Tombaugh fra Lowell-observatoriet i Arizona, USA, som i 1930 fandt Pluto efter flere års søgning. Astronomer havde da længe forudsagt, at der måtte være en niende planet i Solsystemets udkant.

Lowell-observatoriet fik lov at navngive den nye planet og valgte “Pluto” på opfordring fra en 11 årig pige, Venetia Burney, fra Oxford i England. Venetia mente, at det var passende at opkalde en kold verden langt væk fra Solen efter den romerske gud for underverden.

En dværgplanet i Kuiperbæltet

Hvad astronomerne i 1930 dog ikke vidste var, at Pluto blot var et af flere store objekter i det såkaldte Kuiperbælte. Dette bælte som kredser uden for Neptuns bane, består af flere tusinde isobjekter på mere end 100 kilometer i diameter, hvor Pluto blot var det første, der blev opdaget.

Pluto horizons
En kunstners forestilling af mødet mellem NASA’s sonde og Pluto. Billede: NASA/Thierry Lombry.

I 2005 fandt astronomer dog objektet Eris i Kuiperbæltet. Eris har en masse, der er omkring 25 procent mere tæt end Pluto’s. Opdagelsen af Eris tvang Den Internationale Astronomiske Union (IAU) til genoverveje definitionen på en planet, og det endte med, at de oprettede den nye klassifikation ‘dværgplanet‘ i 2006, eftersom det stod klart, at Pluto ikke er det eneste store objekt i udkanten af vores solsystem.

Ifølge definitionen er en dværgplanet rund ligesom “rigtige” planeter og kredser også omkring Solen. Men i modsætning til planter er dværgplaneter ifølge definitionen fra IAU for små til at rense deres egne bane omkring Solen for andet materiale. Det vil sige, at dværgplanterne er for små til at tiltrække og opsluge andre mindre objekter, der måtte befinde sig i samme kredsløb.

Den nye opdeling mellem planeter og dværgplaneter betød, at Pluto (og Eris) blev omdøbt til dværgplaneter og solsystemet gik fra at have ni til otte planeter.

New Horizons – udforskning af Kuiperbæltet

Pluto
Billede af Pluto taget af New Horizons. Foto: NASA/JHUAPL/SWRI

NASA sendte i 2006 deres første mission afsted mod Pluto. Missionen har fået navnet New Horizons. New Horizons er en sonde på størrelse med et klaver, der skal nå hele vejen ud til kanten af solsystemet. Når New Horizons ankommer til Pluto er planen at nærstudere dværgplanetens overflade og dens måner. New Horizons vil være tættest på Pluto den 14. juli 2015, hvor sonden vil passere dværgplaneten i en afstand af cirka 10.000 kilometer.

Herefter vil New Horizons fortsætte videre ud i Kuiperbæltet og forhåbentlig komme tæt nok på andre store objekter til at give ny viden om denne relativt ukendte del af vores nabolag.

Følg New Horizons på NASA’s hjemmeside

Vidste du også at
  • I gennemsnit befinder Pluto sig mere end 5,8 milliarder kilometer fra Solen. Den er dermed omkring 40 gange længere væk fra Solen end Jorden er.
  • Pluto er kun omkring 2.300 kilometer bred. Dværgplaneten er dermed lidt mindre end Jordens måne.
  • Én dag på Pluto er omkring 6½ dage på Jorden.
Topfoto: En kunstners forestilling af udsigten fra Pluto’s overflade. European Southern Observatory (ESO). Creative Commons Attribution 4.0 International License


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *