Nyt fra videnskabens verden

Bjørnedyr kan klare (næsten) alt

Bjørnedyr kan klare (næsten) alt

Bjørnedyr, også kaldet tardigrader, er muligvis verdens mest sejlivede dyr. Disse små skabninger kan overleve i alt fra kogende vand til is og findes overalt på Jorden lige fra de mest tørre ørkener til de dybeste have.

Den lille hårdføre bjørn

De fleste bjørnedyr lever af at suge næring ud af planteceller. Der findes dog også nogle få arter, der lever som rovdyr.

Man kender til ca. 1.150 forskellige arter af den lille ottebenede invertebrat, hvor den største art er på kun 1,2 mm. De fleste arter er dog blot fra 0,3 til 0,5 mm lange, og man kender til arter på kun 0,05 mm. Bjørnedyr er dermed blandt de mindste flercellede dyr, der findes.

Det er dog ikke den beskedne størrelse, som gør bjørndyr til noget specielt. Deres store udbredelse og evne til at modstå selv de hårdeste miljøer er derimod enestående. De findes på alle syv kontinenter og lige fra de dybeste have til de højeste bjerge. På land har du dog bedst chance for at finde bjørnedyr i fugtige miljøer som for eksempel på mos eller lav.

Tardigrade
Foto af bjørnedyr fra elektronmikroskop. Foto: Goldstein lab, Creative Commons.

På tur i rummet

I 2007 testede det europæiske rumagentur grænserne for bjørnedyrenes hårdførhed ved at montere en beholder med to arter af bjørnedyr på ydersiden af en raket, som blev sendt i kredsløb om Jorden i 10 dage.

Ved tilbagekomsten til Jorden var der stadig levende bjørnedyr selv blandt dem, som havde været udsat for den fulde UV-stråling fra solen, der i rummet er 1000 gange stærkere end nede under Jordens beskyttende atmosfære.

Før dette eksperiment kendte man kun til eksempler på bakterier og lav, som kunne overleve den stærke stråling ude i det lufttomme rum. Siden den første rumtur i 2007 har man sendt bjørnedyr med på flere missioner for at studeres deres unikke modstanddygtighed overfor forholdene i rummet. Læs mere om bjørnedyrenes rumrejse i 2007.

Gode til at tåle tørke

Evnen til at overleve de barske betingelser i rummet mener forskerne bjørnedyrene har fra deres evne til at modstå tørke. Selvom bjørnedyre findes i selv de tørreste egne på Jorden, har de brug for et tyndt lag vand omkring sig for at bevæge sig, æde og formere sig.

For at klare sig igennem tørkeperioder har bjørnedyr udviklet en enestående evne til at lade sig tørre næsten helt ud. De kan tåle at miste alt vand i deres kroppe på nær nogle få procent. Samtidig sænker de deres metabolisme til en brøkdel af det normale. Man ved at de små dyr i denne udtørrede dvaletilstand kan overleve i mere end 10 år, og nogle forskere mener sågar, at der findes arter som kan overleve betydeligt længere – måske flere hundrede år.

Det er ikke kun ved at sende dem ud i rummet, at forskerne har testet bjørnedyrenes fantastiske modstandsdygtighed. I deres udtørrede tilstand har de små dyr blandt andet overlevet (kortvarig) nedsænkning i organiske opløsningsmidler, dødlige doser af radioaktivitet, kogende vand og -272 °C flydende helium.

Topfoto: Schokraie E, Warnken U, Hotz-Wagenblatt A, Grohme MA, Hengherr S, et al.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *