Nyt fra videnskabens verden

Astronauter får hjemmedyrket mad for første gang

Astronauter får hjemmedyrket mad for første gang

For første gang er der hjemmedyrket mad på menuen hos astronauterne på den Internationale Rumstation. Besætningen skal prøvesmage en salat fra rumstationens eksperimentelle plantedyrkningssystem, Veggie.

Køkkenhave vigtig for krop og sind

Evnen til at dyrke mad i rummet er en vigtig brik i NASA’s mål om at sende mennesker til Mars.

Illustration af fremtidig dyrkningsystem
NASA har planer om at dyrke mad på fremtidige rumfartøjer og på andre planeter som et kosttilskud for astronauter. Kilde: NASA.
Selvom det primære formål med Veggie er at levere mad, kan “køkkenhavnen” ifølge NASA dog også blive et vigtigt redskab til at sikre astronauternes mentale velbefindende på de langvarige rejser til for eksempel Mars, som kan tage årevis.

“Desto længere mennesket rejser væk fra Jorden, desto større behovet for plantedyrkning i forhold til mad, luftgenanvendelse og psykologiske fordele. Jeg tror at plantesystemer vil blive vigtige dele af ethvert scenarie med længerevarende rumudforskning,” siger Dr. Gioia Massa.

Adgang til friskt grønt vil dog ikke blot være gavnlig for besætningens mentale helbred. Tomater, blåbær og salat har ifølge Dr. Ray Wheeler fra NASA’s Kennedy Space Center vist sig at være gode kilder til antioxidanter, der kan beskytte astronauterne mod skadelig stråling i rummet.

Lyserøde planter

Romainesalat
Romainesalat, som bliver det første hjemmedyrket måltid i rummet. Foto: NASA.
Salaten på den Internationale Rumstation er blevet dyrket under et lyserødt lys fra en kombination af røde og blå LED-lys, da disse er mest effektive. Der er dog også installeret grønne LED-lys i Veggie for at planterne ser mere appetitlige ud.

“Blå og røde bølgelængder er minimumskravet for at få god plantevækst”, siger Dr. Ray Wheeler og fortsætter: “De er sandsynligvis de mest effektive med hensyn til konvertering af elektrisk energi. De grønne LEDer hjælper med menneskets opfattelse af planterne, men de udsender ikke lige så meget lys som de røde og blå.”

Erfaringerne fra dyrkningen af planter under LED-lys på rumstationen, kan vise sig også at være brugbare nede på Jorden, hvor man flere steder er begyndt at eksperimentere med at dyrke planter under LED-lys.

I videoen herunder forklarer producenten, ORBITEC, hvordan Veggie fungerer.

Læs mere om Veggie hos NASA

Topfoto: NASA



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *